Det havde regnet i flere uger, og ikke een eneste solstråle kom gennem de grå skyer.
“Hvis det bliver sådan ved,” sagde gårdmanden, “så rådner kornet.”
“Al frugten mugner,” sagde gartneren.
Højt oppe på himlen var der en ganske lille bitte blå sky, der mødte solen og sagde:
“Hør, hr. Sol, hvorfor vil du ikke skinne?”
“Jeg er vred og jeg har ikke lyst,” svarede solen.
“Hvorfor er du vred?” spurgte skyen.
“Mennesker er nogle mærkelige nogle,” forklarede solen, “hvis jeg skinner bare otte dage i træk, så siger de pyh, den er varm i år.”
“Får de regn, vil de have sol, og får de sol, vil de have regn, de bliver aldrig tilfredse.”
“Se på den dreng dernede,” sagde skyen, “hvor er han bleg, han kan da ikke gøre for, at du er gal på de store mennesker.”
“Næ, det kan der være noget om,” sagde solen.
“Se, hvor han går og synger midt i regnen,” sagde skyen, “han er da til at blive i godt humør af.”
“Bom,” sagde solen, “der satte han sig på halen lige midt i en vandpyt, han ler bare, det var dog en dejlig dreng. Jeg må vist hellere tørre ham, for han bliver våd på sin buksebag.”
“Væk med jer,” råbte solen til de grå skyer, “jeg har travlt nu.”
Og så skinnede den lige ned på drengen.
“Davs, sol,” lo drengen, han sad der lige midt i solskinnet og sang, han vidste slet ikke, at det var ham, der havde fået solen i godt humør.
Men møder du en lille solbrændt dreng, så er det ham. Du kan sagtens kende ham, for han ler altid.
Skriv et svar