Sporvognen

Der var engang en gammel sporvogn, den duede snart ikke mere til at køre i gaderne, for den peb og skramlede, så folk klagede over den. Den gamle sporvogn var ked af det, for den holdt så meget af at køre igennem byen og klemte med klokken.

Den glædede sig også altid til at nå endestationen, for ved siden af den lå der en stor legeplads, og de børn, der legede der, var den meget fine venner med. Når den gamle sporvogn havde hvilepause, fik børnene altid lov til at lege med den. de havde også givet den navn, de kaldte den “Rumlefrederik”, og det syntes den var så morsomt. Hvergang den kom skrumlende ned ad gaden, råbte børnene: “Hurra, nu kommer “Rumlefrederik”!”

Da børnene fik at vide, at den gamle sporvogn ikke skulle køre mere, blev de først meget kede af det, for de syntes, at det li’som var deres egen sporvogn. Og så var det, de fik en lys idé. De spurgte den gamle vognstyrer, om de ikke kunne få lov til at få “Rumlefrederik” ind og stå på legepladsen, så de kunne beholde den altid.

Hvordan det blev ordnet, ved jeg ikke, men en dag stod “Rumlefrederik” midt inde på legepladsen. Børnene havde virkelig fået lov til at få den. Og “Rumlefrederik” var lykkelig, den beholdt alle sine venner, og så kunne den oven i købet stå og holde øje med de andre sporvogne, der kom inde fra byen. Børnene hoppede ind og ud af den hele dagen lang, og ingen sporvogn har nogensinde følt sig så glad som gamle “Rumlefrederik”.