Tines far havde et dejligt hus ude på landet, med en pæn, stor have til. Hver dag tog hendes far til byen på arbejde, men om søndagen var han hjemme hele dagen, og så havde de altid noget sjovt for.
En forårsdag sagde hendes far: “Jeg har gået og tænkt på, om vi ike skulle lave et lille hus til dig nede i haven. Jeg har nogle brædder liggende, vi godt kunne bruge.”
“Ih, hvor ville det være sjovt,” sagde Tine, “et rigtigt et med vinduer i?”
Mange søndage arbejdede de på Tines hus, og når vejret var godt, arbejdede Tines far også på det om aftenen, når han kom hjem.
“Tror du, mit hus kan blive færdigt til min fødselsdag?” spurgte Tine.
“Vi får se,” sagde hendes far.
Tine havde fødselsdag på en søndag det år, men da hun kom ned om morgenen, kunne hun hverken se sin far eller sin mor.
Der var heller ikke dækket fødselsdagsbord. “Det var da underligt,” tænkte Tine, “mon de har glemt, at det er min fødselsdag?”
Men så kom far ind fra haven. “Nå – er du der, “Syvsover-fødselsdagsbarn – til lykke – kom her,” sagde han, og bandt et bind for øjnene af Tine og førte hende ned i haven, så talte han til tre og trak bindet væk.
Tine stod et øjeblik helt stum af betagelse. Hendes hus var færdigt. Der var skorsten på taget, gardiner for vinduerne, der var rigtigt glas i, huset var malet rødt, og ved siden af var der en lille flagstang med flag på, og på et lille skilt stod der:
TIL LYKKE TINE
VELKOMMEN I DIT EGET HUS
FAR OG MOR
Inde i huset var der en lille stue med små møbler, og der havde mor dækket fødselsdagsbordet.
“Til lykke, lille Tine,” sagde far og mor.
“Tak,” hviskede Tine, mere blev det ikke til, hun kunne ikke sige mere, så lykkelig var hun.
Der kunne godt stå lidt mere ellers var den god kh Mathilde