Den lille hvide dværgpudelhund Tommy havde et ternet halsbånd, og fordi den var så lille og nemt kom til at fryse, havde den også et ternet dækken, den kunne få på, når det var koldt.
En efterårsaften endnu inden man var begyndt at fyre, sad frøken Bang, som ejede Tommy, og frøs.
Hun hentede et tæppe og pakkede sig godt ind i det, og så satte hun sig til at læse.
Tommy lå på gulvet og kiggede op på hende, den rystede lidt, men hun lagde ikke mærke til det. “Vuff,” sagde den. Frøken Bang læste videre. “Vuff,” sagde Tommy, “vuff, vuff.”
“Ti dog stille, Tommy,” sagde frøken Bang uden at se op fra bogen.
Så besluttede Tommy selv at gøre noget, den gik ud i gangen, hentede sig dækken og løb ind og lagde det for frøken Bangs fødder. “Vuff,” sagde den igen og kradsede på tæppet med den ene pote.
“Hvad er der dog, Tommy?” spurgte hun og kiggede ned. Så opdagede hun dækkenet.
“Stakkels lille Tommy,” sagde hun, “jeg havde helt glemt, at du også kunne fryse.” Hun løftede ham op og lagde ham i sit skød og pakkede lidt tæppe om ham, der lå han lunt og godt, han havde hele tiden ønsket at komme til at ligge der.
“Jeg er i grunden ikke så tosset,” tænkte Tommy og missede søvnigt med øjnene.
Skriv et svar