Jeg ved ikke om du kan huske, at Busters lille pekingeserhund, Tot, vandt en medalje på hundeudstillingen sidste år.
Det skete det, at Tot faldt i søvn og sov under hele udstillingen og fik præmie for at være den søvnigste hund i hele byen.
I år skulle der igen være udstilling, og Buster tog Tot med derhen.
“Du må vinde en medalje igen i år,” sagde han til Tot, “men du må love mig ikke at falde i søvn lige som sidste gang. Se sød ud, lav noget sjovt, find på et eller andet, men fald ikke i søvn, så griner de bare af os. Jeg må gå nu, jeg håber du vinder” sluttede Buster og klappede Tot.
Buster og alle de andre hundeejere gik, og dommerne kom for at se på hundene.
“Vov, vov,” gøede Tot, “vov, vov,” – han gøede og gøede, ingen kunne få ham til at tie stille, for han var så bange for at blive søvnig, og han tænkte, at hvis han blev ved at gø, kunne han nok holde sig vågen.
“Ti dog stille, hund,” sagde dommerne, men Tot blev ved at gø med høj stemme.
Da Buster kom for at hente ham, havde han en fin medalje om halsen og så meget stolt ud.
“Godt, Tot,” sagde Buster og klappede ham på hovedet.
“Denne gang faldt du ikke i søvn, lad mig nu se, hvad du har fået medalje for.”
Tot logrede med halen og sprang op af Buster, og så læste Buster, hvad der stod på medaljen.
“Første pris for at være den mest støjende hun i hele byen.”
Heder den tot eller top