Tot, den lille stumpnæsede pekingeserhund, som tilhørte drengen Buster, havde fået et dejligt kødben. Hele eftermiddagen lå den i haven og gnavede på det, og hvergang nogen nærmede sig, knurrede den, for at passe på det. Henad aften tænkte Tot: “Jeg må hellere gemme kødbenet, så ingen kan ta’ det fra mig, jeg tror jeg vil grave det ned henne under det gamle kirsebærtræ.”
Tot gik i gang med at grave et stort hul under træet, men så kaldte Buster, så Tot var nødt til at løbe ind, og lade hullet være. “Så må jeg grave videre i morgen,” tænkte den.
Om natten blev det et voldsomt stormvejr. Det knagede og bragede i træet, og kirsebærtræet, som var meget gammelt, blæste omkuld.
Om morgenen, da Tot kom ud for at se efter sit kødben, så han straks det væltede træ. Først blev han forskrækket, men pludselig følte han sig meget stor og stolt. Han satte sig ned og så på det væltede træ, lagde hovedet på skrå og tænkte: “Jeg må være en meget stærk hund, siden jeg kan grave sådan et stort træ op helt alene.”
Så tog Tot sit kødben i munden og løb ud på marken, bagved haven, dér ville den grave det ned, for den syn’s det var synd at fælde flere træer i Busters have.
Skriv et svar