Væddeløb

Det var efterår. De fleste blade var faldet af træerne og lå nu og ventede på, at det skulle blive stormvejr.

“Så skal vi lave væddeløb,” sagde bladene, “det er så sjovt at suse hen ad vejen.”

“Hvor skal vi løbe hen?” spurgte et birkeblad.

“Afsted, afsted, bare fart på,” råbte egebladene, “når vinden fløjter begynder løbet.” I det samme kom nordenvinden hylende om hjørnet. “Løb,” råbte den, og alle bladene susede afsted.

“Jeg kan ikke følge med,” jamrede det lille birkeblad, “jeg er alt for lille.”

“Jeg skubber bagpå,” sagde nordenvinden, og blæste, så det lille blad hvirvlede afsted.

“Se,” sagde børnene på vejen, “bladene holder væddeløb i dag, så er det snart vinter.”

“På plads, på plads,” peb nordenvinden, “efter mig kommer frosten, og når den kommer, skal alle blomster være dækket til!”

“Pyh,” stønnede birkebladet, “jeg har aldrig løbet så stærkt før, jeg kan ikke mere.

“Det skal du heller ikke,” sagde nordenvinden, “bliv du liggende her i skoven sammen med bøgebladene. I skal lune jorden, så de små anemoner ligger lunt og godt, god vinter.” Og så var nordenveinden borte.

Om natten kom frosten gennem skoven, men blomsterne nede i jorden mærkede det ikke, for bladene lå tæt sammen over dem og varmede så godt.