Her er teksten til børnesangen, Vi har hos os en bitte Mett’. En sød lille sang om børns gode og mindre gode sider.
Tekst: Harald Bergstedt
Melodi: Finn Høffding
Vi har hos os en bitte Mett’
Vi har hos os en bitte Mett’,
i grunden har vi to,
nemlig søde Mett’ og skidte Mett’,
det har vi, må I tro.
Men jeg får ikke glemme, at
man aldrig ser dem begg’!
Når den ene Mett’ er hjemme,
er den anden altid væk.
Den søde lille Mette,
hun bær’ tallerk’ner ind,
hun lægger ske til rette
og rør’ kage med en pind.
Når mo’er kalder tydeligt,
så kommer Mett’ i spring.
Og hun bær’ sit tøj så nydeligt,
når hun skal op i seng.
Den søde lille Mette
er så pillen og så net,
så det kan alle gætte,
vi er glad for lille Mett’.
Ja, falder hun, og dejser hun –
vips, op igen så let!
Men engang imellem rejser hun.
Så kommer skidte Mett’.
Den skidte Mette flæber,
så det rigtig er en gru.
Og hun lyver, laver læber,
river dukkerne itu.
Hun er snavnset, hun er hullet,
og hun sparker med sin fod.
Og hun smider sig i gulvet,
når det mindste går imod.
Men så bli’r der en scene –
ja, en red’lighed så streng.
I kardussen med Malene,
en gang smæk og op i seng.
Og så ligger hun og pruster
og har ingen, ingen ven,
før den søde lille Mettemor
er kommen hjem igen.
Skrækkelig børnesang. Sikke et menneskesyn
Det kan man sige. Men jeg tror sangen er ment som at vise forskellen på hvordan man kan vælge at være sød eller irriterende.
Så er sangen jo også fra en anden tid, så tager selvfølgelig skarp afstand fra at slå børn !! (eller andre for den sags skyld).
Da jeg var barn i 70’erne brugte min far den til at skamme mig ud. Budskabet var, at jeg kun var elsket, når jeg var sød. Jeg tror ikke på, at børn kan vælge at være søde eller irriterende. Jeg tror på, at det er når børn er sværest at elske, at de har mest brug for det! Og jeg synes absolut ikke, det er en sød sang.
Kærlige hilsner fra mig
Hej Mette. Denne forfærdelige sang har lige præcis givet mig den samme slags ar på sjælen, som du beskriver. Den er en af årsagerne til, at jeg har valgt at skifte mit fornavn ud. Før hed jeg Gitte (søde Gitt’/skidte Gitt’). Det er ikke så let at bruge Maria i dén møgsang! Den tid eller ej, det er en sang, der, hvis den anvendes mod barnet, giver sjælelige problemer og endda fremelsker et menneske, der lærer, at det kun er elsket, når det gør hvad, der bliver sagt og ikke er besværligt
Jeg er enig med Mette fra d. 22. oktober 2015, at børn ikke kan ‘vælge’ om de vil være søde eller irriterende. Børn har følelser, som de udtrykker. Og børns skal mødes i deres følelser, kun derigennem lærer de at håndtere deres følelser. Voksne for den sags skyld kan heller ikke (altid) ‘vælge’ om de vil være irriterende eller ej. Jeg tror ikke, der er nogen, der bevidst vælger at være irriterende. Men det bliver vi alle nogen gange, af alle mulige grunde.
Jeg syntes det er en forfærdelig sang, som har fulgt mig gennem livet. Den har fået mig til at føle mig forkert. Var jeg kun elsket når jeg opførte korrekt. Jeg tror bestemt ikke min mor har villet gøre mig ondt ved at synge den for mig når jeg var uartig, men det har sat sig dybt i mit sind. Jeg kan stadig mærke det når jeg støder på sangen.
Rædselsfuld- jeg “hørte” den som lille, jeg forstod slet ikke dobbeltheden i den. Melodien er heller ikke for køn, synes jeg.
Jeg synes den er meget sjov, men også lidt tåbelig. Jeg sang den nogen gange sammen med min mor, der spillede klaver til . Jeg havde ingen fornemmelse af at teksten blev taget for gode varer. Det var bare sjovt at den handlede om en Mette. Ingen traumer her!
Jeg husker sangen som rigtig god, men jeg har aldrig hørt de sidste vers:) Jeg følte mig faktisk forstået, og at det var ok at jeg engang imellem var den skidte Mett’. Det varede aldrig så længe, og så kom den søde Mett’ igen:)
Jeg kom i tanke om denne afskyelige sang, da jeg talte med en anden om børneopdragelsen i min barndom. Jeg kender sangen fra dengang. For mig er det værste dog, at jeg blev opdraget helt i den ånd, som sangen beskriver. Sangen beskriver normen for børneopdragelse dengang i 1950’erne til 60’erne, hvor jeg var barn: Du er kun værd at elske, når du er sød og sjov, når du er rasende, vil vi ikke have med dig at gøre. Børn skal have lov til at være vrede ligesom voksne kan blive vrede og så skal de lære, hvordan de kan håndtere deres vrede. At blive skammet ud er skadeligt.
Den sang er for mig psykisk vold. Min mor brugte den når hun synes jeg havde været uartig. Jeg græd som en pisket, når hun begyndte at læste den, jeg ville så gerne være søde Mette. Det fik hende til at grine af mig, ser stadig det hæslige grin for mig.
Vrede var og er en forbudt følelse i mit barndomshjem. Det har betydet at jeg hele mit liv har haft så svært ved at håndtere min vrede. Indtil jeg var i 50’erne kæmpede jeg for at få hendes kærlighed ved at være søde Mette. Gudskelov blev jeg med årene stærk nok til at indse, hvor lidt den i grunden betød for mig.
Alt dette væltede ind over mig, forleden da hun sagde til mig: “Jeg har da også læst historie for dig.” Ja, det har hun, og det er, desværre Mette historien, der dukker frem fra mine erindringer.
Årgang 1960.
Jeg har aldrig været i tvivl om mine forældres kærlighed, selv om der blandt mange bøger og sange også blev læst “Den uartige Caroline “, “Den store Bastian”, “SpørgeJørgen” eller vi sang om Bette Mett. Forstår ganske enkelt ikke den følsomhed. I min verden var det i orden, at man skulle opføre sig ordentligt. Hvis man ikke gjorde det, fik det konsekvenser, og det føltes Ok og et eller andet sted trygt og i orden. Forældrenes kærlighed var betingelsesløs-
Da jeg var barn , var skilsmisse utænkeligt. Der var altid nogen hjemme. Efter min mening er mange børn med ansvar “for egen læring” i dag utrygge. Måske derfor føler de sig ikke elsket, hvis de “bliver skældt ud”?
Årgang 1940
Selvfølgelig prøver børn grænser af, dengang som nu. At slå er vi heldigvis gået væk fra, men måske er andre, og måske lige så slemme ting blevet taget i brug op gennem årene på det psykiske plan. Udskamning kan også sætte sine spor. Jeg er nu 65 år og ude over det med børneopdragelse, men prøver stadig at opdrage mig selv, og det går heller ikke altid lige godt. Jeg tror faktisk mine børn synes de er bedre opdraget end jeg er, og at det er deres egen fortjeneste. Og så trøster jeg mig med, at så gik jo godt nok trods alt. Held og lykke derude.