Vinduesdukkerne

Inde i vinduet i legetøjsforretningen sad to dukker og talte sammen. De havde siddet i vinduet i lang tid, så de kendte efterhånden en hel masse af de børn, der hver dag kom hen til vinduet for at se på legetøj.

“Hvis jeg skulle vælge en mor,” sagde den sortkrøllede dukke, så ville jeg vælge den fine, lille pige, der engang imellem kommer sammen med sin mor, hende med den hvide pels, hun er så smuk og har sorte krøller, ligesom jeg.”

“nej, hende ville jeg aldrig vælge,” sagde gummidukken, “hun har sikkert så meget legetøj, så hun ikke har tid til at ta’ sig af mig.”

“Jamen, hun har en flot dukkevogn, man kan køre i,” sagde den sortkrøllede dukke.

“Nej, hvis jeg skulle vælge, ville jeg ha’ Else til mor,” sagde gummidukken.

“Else, hende den lille, der kommer her hver dag?” spurgte den sortkrøllede forundret, “hun har jo ikke engang en dukkevogn at køre dig i.”

“Det gørh eller ikke noget,” sagde gummidukken, “så kan hun bære mig, det vil jeg meget hellere ha’. Else ville være go’ imod mig.”

Og så skete det en dag, at den sortkrøllede lille piges mor kom ind i forretningen og købte den sortkrøllede dukke til sin lille pige. Hun skulle ha’ hende i fødselsdagsgave.

Dukken kom på fødselsdagsbordet sammen med en hel masse andet legetøj. Senere fik hun lov til at stå på en hylde i børneværelset og kede sig, og det var sjældent, at hun fik en tur i dukkevognen, for den lille pige havde så mange andre dukker at lege med.

Og gummidukken kom virkelig til at tilhøre den lille Else, for en dag kom hun selv ind i forretningen og købte den. Hun havde sparet sammen til den af sine ugepenge.

“De behøver ikke at pakke den ind,” sagde Else, “jeg vil lege med den med det samme.”

Elses øjne strålede, da hun gik ud af forretningen med sin nye dukke. “Nu er du min for altid,” hviskede hun og trykkede den lille gummidukke ind til sig, “jeg skal nok passe godt på dig.”

Den lille dukke var så glad, for hun syntes, at hun selv havde fået lov til at vælge sin mor, og hun var godt tilfreds.