Bedstemor fortæller om sin tøjdukke

Dette er en fortsættelse af godnathistorien bedstemors dukke.

Næste gang, Bente kom på besøg hos sin bedstemor, var de to helt alene.

“Bedstemor,” sagde Bente, “har du engang haft en tøjdukkedreng, der hed “Lemme – eet eller andet”?”

“Ja, “Lemmedaskeren”, lo bedstemor, “men hvor ved du det fra?”

“Jeg tror jeg har drømt det,” sagde Bente, “men vil du ikke fortælle mig om ham?”

“Jo, det kan du tro,” sagde bedstemor, “da jeg var helt lille, fik jeg en glasdukke, det var Lise, der nu ligger oppe på loftet. Første gang jeg legede med hende, klippede jeg håret af hende, og så tog min mor hende fra mig og sagde, at jeg var for lille til at ha’ sådan en fin dukke.

Men så en dag kom min mormor og gav mig tøjdukkedrengen. “Han kan ikke gå i stykker,” sagde hun. Mormor havde selv syet ham, og han havde det sjoveste lange ben og arme, der daskede, så derfor blev han kaldt “Lemmedaskeren”. Han blev mit kæreste legetøj, jeg gemte ham forresten oppe i skabet sammen med dukke Lise, men en dag måtte jeg desværre smide ham væk, for møllene havde været i ham.”

“Så passer min drøm,” sagde Bente, “det var da underligt.”

“Jeg har sikkert engang fortalt dig om ham, det er derfor, at han er kommet med i din drøm,” sagde bedstemor.

“Vil du ikke sy en “Lemmedasker” til mig,” spurgte Bente.

“Jo, det kunne forresten være morsomt,” sagde bedstemor og smilede, “der er ikke så længe til jul, kig under juletræet juleaften, man ved aldrig – ”

“Det ville være den bedste julegave jeg kunne få,” sagde Bente, og så kyssede hun bedstemor farvel og løb hjem.

“Hun skal få en “Lemmedasker”, tænkte bedstemor, og gik straks igang med at lave den.